Interiør. Strikkende kvinde

Affasning er en skrå tilpasning af en kant som giver den en fas. I lærredsmalerier ses ofte en affasning af blændrammens indre kanter for at forhindre mærker eller deformationer i lærredet.

Kemisk symbol for grundstoffet aluminium.

Inden for scanningselektronmikroskopi (SEM) er de såkaldte backscatter-elektroner (BSE) højenergielektroner fra den primære stråle, som spredes tilbage efter interaktion med atomerne i prøven. Tungere grundstoffer spreder flere elektroner og fremstår derfor lysere i BSE-billeder. Denne kontrast gør det muligt at skelne mellem områder med forskellig grundstofsammensætning og at afsløre variationer i materialets tæthed.

Billedregistrering refererer til en justering af to eller flere billeder, så de samme områder og detaljer overlapper hinanden præcist. I praksis indebærer det at tilpasse ét eller flere billeder, så de passer til et bestemt referencebillede. Dette gør det muligt at foretage direkte sammenligninger af billeder, der er skabt med forskellige former for analytiske teknikker, taget under forskellige betingelser eller som viser forskellige typer af information. En præcis tilpasning af billederne er afgørende for at kunne foretage brugbare visuelle sammenligninger og analyser i en billedviser. Selve processen med at få billederne til at passe sammen kan dog være udfordrende, da de forskellige systemer, som ikke nødvendigvis er kameraer, kan producere forskellige former for data. For eksempel leverer MA-XRF-scanning, infrarød reflektografi (IRR) og multispektral billeddannelse (MSI) data med forskellig opløsning og pixelstørrelse. Forskelle i optisk forvrængning, lysforhold og sensorernes karakteristika kan give geometriske og radiometriske uoverensstemmelser, så billederne ikke passer helt sammen. Der kræves derfor komplekse transformationer for at opnå en nøjagtig tilpasning. Desuden kan kontrastforskelle i billederne gøre det svært at identificere fælles referencepunkter. Derfor kan nogle billeder fremstå let forvrængede, især langs kanterne, når de vises i billedviseren.

Bindemidlet er det materiale, der binder pigmentpartiklerne sammen i en maling. Det kan bestå af æggeblomme, en olie, lim eller et syntetisk stof som for eksempel akryl. På Hammershøis tid malede kunstnerne fortrinsvis med oliefarve.

En blændramme (kileramme) er en træramme, der bruges til at opspænde og fastgøre et lærred. Den er typisk konstrueret med udvidelige samlinger og små trækiler, der gør det muligt at justere opspændingen over tid for at forhindre, at lærredet bliver slapt som følge af ældning eller ændringer i luftfugtigheden. I modsætning hertil er en blindramme en træramme, der ikke giver mulighed for at justere lærredet, når først det er spændt op.

Litteraturhenvisning: Bramsen, Alfred og Sophus Michaëlis, Vilhelm Hammershøi. Kunstneren og hans Værk, København: Gyldendal 1918.

Alfred Bramsen (1851-1932) var tandlæge, forfatter og kunstsamler. Han blev Vilhelm Hammershøis første mæcen og biograf og udgav sammen med forfatteren Sophus Michaëlis i 1918 bogen, “Vilhelm Hammershøi. Kunstneren og hans Værk”. Bogen indeholder en registrant over Hammershøis værker kaldet Beskrivende Katalog. Heri er beskrevet 379 værker (377 numre + 2 a-numre) fordelt på 335 malerier og 44 tegninger fra tidsrummet 1881 til 1915. Bramsens registrant danner grundlag for senere henvisninger til Hammershøis værker, det gælder også denne database hvor survey numre frem til 377 refererer til Bramsen, mens survey numre fra 378 og frem er værker, som ikke er med i Bramsens registrant. Der dukker stadig værker op, som Bramsen ikke har kendt og som dermed udvider Hammershøis samlede værk.

Bruun Rasmussen er et dansk auktionshus, grundlagt i 1948 af Arne Bruun Rasmussen i København.

Et maleris bærende underlag er det materiale, hvorpå grunderingen og farvelagene påføres. Gennem tiden har kunstnere anvendt mange forskellige materialer som bærende underlag, såsom lærred, træ, kobberplader, pap og papir. Valget af bærende underlag påvirker maleriets tekstur og aldring, og kan give værdifulde oplysninger om værkets oprindelse, teknik og historiske kontekst.

Kemisk symbol for grundstoffet calcium.

Kemisk symbol for grundstoffet cadmium.

Kemisk symbol for grundstoffet kobolt.

Kemisk symbol for grundstoffet krom.

Dublering er en process, hvor et nyt lærred klæbes på bagsiden af et eksisterende lærredsmaleri for at forstærke det oprindelige bærende underlag, der kan være svækket eller beskadiget. Tidligere har man anvendt lim-klister eller voks-harpiks som klæbemidler ved dublering, men i dag foretrækker konservatorer syntetiske materialer, der er mere stabile og mindre følsomme over for udsving i luftfugtighed og temperatur. Tidligere var dublering en meget brugt behandling, men i dag lægger konservatorerne vægt på at anvende mindre indgribende metoder.

Kantdublering henviser til en konserveringsmetode, hvor man forstærker kanterne af et malerilærred uden at dubleringen dækker hele bagsiden af maleriet.

Et støttelærred bruges til at støtte og beskytte det originale lærred uden permanent at fastgøre et nyt stykke lærred til bagsiden.

FORS (fiberoptisk reflektansspektroskopi) er en ikke-destruktiv analysemetode, der måler lysets reflektans (reflektionsfaktor) i det ultraviolette, synlige og nærinfrarøde område af spektret for at bestemme den kemiske sammensætning af pigmenter og visse organiske forbindelser på molekylært niveau. Metoden bruges især til at identificere naturlige og syntetiske farvestoffer og anvendes ofte i kombination med andre analytiske teknikker.

FTIR (fourier-transformeret infrarødspektroskopi) er en analyseteknik, der anvendes til at identificere organiske forbindelser på grundlag af den karakteristiske måde, de hver især absorberer infrarød stråling på. Metoden er særligt nyttig ved analyse af fernisser, bindemidler og nedbrydningsprodukter i maleriets lag. FTIR kan udføres direkte på et maleri (hvor man måler på refleksion) eller på mikroskopiske prøver udtaget fra værket.

Farvelagene påføres oven på grunderingen og består af pigmenter eller farvestoffer blandet med et bindemiddel. Gennem historien har kunstnere anvendt forskellige bindemidler: i middelalderen var æggeblomme almindelig i temperamaleri, under renæssancen blev olie det foretrukne medium, og i moderne tid anvendes også syntetiske bindemidler som f.eks. i akrylmaling. Farvelaget skaber maleriets synlige motiv og kan være opbygget i flere lag for at skabe forskellige virkninger i både nuancer, tekstur, dybde og transparens.

Et farvesnit er en lille farveprøve, som typisk udtages fra overfladen af et maleri eller fra ombukningskanterne. Prøven indstøbes i harpiks og poleres, så man kan se, hvordan maleriets lag er opbygget. Farvesnittet gør det muligt at studere maleriets opbygning lag for lag i et mikroskop og udføre yderligere analyser på enkelte pigmentkorn.

Kemisk symbol for grundstoffet jern.

En fernis kan påføres som et afsluttende, transparent lag oven på det tørre farvelag for at beskytte værket mod støv, snavs og mekaniske skader. Ud over at yde beskyttelse mætter fernislaget farverne og skaber en ensartet glans. Over tid kan dette lag gulne eller nedbrydes. Indtil 1900-tallet var det almindelig praksis at fernisere oliemalerier. I Hammershøis tid blev oliemalerier dog ikke altid ferniseret, og vi ved, at Hammershøi i nogle tilfælde bevidst valgte at lade sine værker stå uferniserede.

Forlimning refererer til processen, hvor man påfører det bærende underlag et lag lim, før det grunderes. Limen reducerer således det bærende underlags sugeevne.

En geringsamling er en samling, hvor enderne af to stykker materiale skæres i en vinkel – typisk 45° – så de mødes i et hjørne på 90°.

Grunderingen er et forberedende lag, der påføres direkte på det bærende underlag (f.eks. et lærred eller en trætavle) for at skabe en glat, absorberende og stabil overflade at male på. Grunderingen er typisk uigennemsigtig og ensfarvet og danner et neutralt udgangspunkt, der både påvirker påføringen af de efterfølgende farvelag og det færdige maleris udtryk. Grunderingens sammensætning kan variere alt efter hvilket materiale det bærende underlag består af og den historiske periode og geografiske kontekst, værket er skabt i.

Kemisk symbol for grundstoffet kviksølv.

Litteraturhenvisning: Hvidt, Annette Rosenvold og Oelsner, Gertrud, Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede, København: Lindhardt og Ringhof 2018.

IR-FC (kombinationsbilleder) står for infrarød falskfarve. Det er en billedteknik, hvor et infrarødt fotografi kombineres med et almindeligt farvefotografi for at danne et sammensat billede. Ved at tildele det infrarøde signal en kunstig farve (typisk rød) kan man i nogle tilfælde skelne mellem forskellige pigmenter og materialer, som ellers kan se ens ud i synligt lys. Optagelsen laves typisk med et kamera, der både kan opfange synligt og infrarødt lys, hvor de forskellige spektralområder efterfølgende kombineres digitalt til ét billede.

IR-L-UV står for ultraviolet-induceret infrarød luminescens (ses også som UVIL i litteraturen). Det er en teknik, der bruges til at kortlægge materialer ved excitation i det ultraviolette område af spektret (maks. 356 nm) for at opfange luminescens i det nærinfrarøde område (700-1200 nm). Teknikken og teorien bag er afledt af IR-L-VIS som en supllerende teknik i multispektral billeddannelse. IR-L-UV kan bruges til at skelne mellem anatase og rutil-titanoxid. Anatasepigmenter viser generelt ingen IR-luminescens, mens rutilpigmenter udviser IR-luminescens.

IR-L-VIS står for visuelt (synligt) induceret infrarød luminescens (ses også som VIL i litteraturen). Det er en billeddannelsesteknik, der bruges til kortlægning af visse pigmenter ved at belyse et objekt med en excitationsbølgelængde i 400–540nm-området, hvilket forårsager en emission (luminescens) i det nærinfrarøde område (NIR) 700–1100nm. Der sker en forskydning mellem excitation og emission, når bølgelængden bliver længere, og der er et fald i intensiteten. Denne luminescens ses tydeligst ved cadmiumholdige pigmenter (rød/gul) og pigmentet egyptisk blå.

IR-R-IR henviser til infrarød reflekteret fotografi. Et maleri belyses med infrarød stråling, som trænger gennem farvelagene, indtil den når materialer, der enten absorberer eller reflekterer strålerne inden for det infrarøde område af det elektromagnetiske spektrum (700–1100 nm). Når et værk belyses med infrarød stråling, kan undertegninger synliggøres, hvis de er udført med kulholdige materialer på en lys grundering. IR-R-IR omfatter de optagelser der er optaget i spektret mellem 850–1100 nm. Optagelserne er foretaget med et modificeret digitalkamera og opfanget af en CMOS-sensor.

IRR henviser til infrarød reflektografi – en imaging teknik der minder om infrarød fotografering. Et maleri belyses med infrarød stråling, som trænger gennem farvelagene, indtil strålingen når materialer, der enten absorberer eller reflekterer strålerne inden for et bredere område af det nære infrarøde spektrum (700–1700 nm). I dette område bliver mange bindemidler og visse pigmenter gennemsigtige, hvilket gør undertegningen mere synlig, hvis den er udført med kulholdige materialer på en lys grundering. IRR omfatter optagelser i spektret mellem 900 og 1700 nm, hvilket ligger inden for rækkevidden af typiske elektroniske infrarøde kameraer. I dette tilfælde er billedet optaget med en InGaAs-sensor.

Maling, der er påført i tykke lag.

Imprimatura er et ensfarvet, halvgennemsigtigt lag, som påføres oven på grunderingen for at skabe den ønskede farvetone som grundlag for opbygningen af de efterfølgende farvelag. Laget fungerer også som et isolerende lag, der forhindrer, at olien fra farvelaget absorberes i grunderingen.

Ved infrarød fotografi (IR-R-IR) belyses et maleri med infrarød stråling, som trænger gennem farvelagene, indtil den møder materialer, der enten absorberer eller reflekterer strålerne inden for det infrarøde område af det elektromagnetiske spektrum (700–1100 nm). Når et værk belyses med infrarød stråling, kan undertegningerne synliggøres, hvis de er udført med kulholdige materialer på en lys grundering.

Infrarød reflektografi (IRR) er en billeddannelsesteknik, der minder om infrarød fotografering (se IR-R-IR). Et maleri belyses med infrarød stråling, som trænger gennem farvelagene, indtil strålingen møder materialer, der enten absorberer eller reflekterer strålerne inden for et bredere område af det nærinfrarøde spektrum (700–1700 nm). I dette område bliver mange bindemidler og visse pigmenter gennemsigtige, hvilket gør undertegningen mere synlig, hvis den er udført med kulholdige materialer på en lys grundering.

En kipervævning danner diagonale linjer ved, at kæde- og skudtråde krydses i et regelmæssigt forskudt mønster.

Kleis’ Kunsthandel i København blev grundlagt 1831 som forgylderetablissement, glarmester og maleriforretning. Indehaveren på Hammershøis tid var Valdemar Kleis, hvis mærkat findes bag på flere af Hammershøis malerier, hovedsagelig på prydrammen. Men forretningen solgte også blændrammer med opspændte lærreder i mange forskellige størrelser. Efter Valdemar Kleis’ død 1918 blev forretningen videreført af sønnen Georg Kleis.

Kultorvets Farvehandel blev grundlagt 1879 af F. E. Kühle og lå på Kultorvet i København. Farvehandelen havde flere kendte malere blandt kunderne, og dens stempel findes også på bagsiden af nogle af Hammershøis værker. Forretningen solgte alle slags kunstnermaterialer og tillige udstyr som staffelier, paletter og malerkasser. Blandt de forhandlede varer var også malepap og lærreder spændt på blændrammer i en lang række standardstørrelser. Men man tilbød også at levere lærreder og blændrammer i individuelle formater, hvilket har passet godt til Hammershøis praksis, som sjældent omfattede forudbestemte mål. Indehaveren på Hammershøis tid Hermann Averhoff havde desuden en fabrik for tubefarver, og det er ikke usandsynligt, at Hammershøi også købte farver i forretningen.

En lærredsvævning sammenfletter kæde- og skudtråde én over én.

MA-XRF (makrorøntgenfluorescensscanning) er en ikke-destruktiv analyseteknik, der scanner et maleri for at kortlægge fordelingen af kemiske grundstoffer i værket. Metoden gør det muligt at visualisere pigmenternes sammensætning på tværs af overfladen og kan afsløre skjulte lag eller eventuelle ændringer, der måtte være foretaget af kunstneren selv eller ved tidligere konserveringer. I EDXS- og XRF-analyser refererer K, L og M til elektronskaller i et atom. Når en elektron fra en højere skal falder ned for at udfylde en ledig plads i en lavere skal, frigives energi i form af røntgenstråler, som er unikke for hvert enkelt grundstof. Ved at måle disse emissioner kan man identificere de elementer, der findes i den undersøgte prøve eller genstand.

Kemisk symbol for grundstoffet mangan.

Multispektral imaging (MSI) refererer til billeddannelsesteknikker, der registrerer billeder af et kunstværk ved forskellige bølgelængder i det elektromagnetiske spektrum – f.eks. ultraviolet, synligt og infrarødt lys. Hver bølgelængde kan afsløre detaljer, der ikke er synlige for det blotte øje, såsom undertegninger, rettelser og ændringer i kompositionen, skader i ovefladen eller tidligere restaureringer.

Kemisk symbol for grundstoffet nikkel.

Ombukningskanterne er den del af lærredet, der foldes omkring kanten af blændrammen og bruges til at fastgøre lærredet. Ofte kan både grundering og farvelag ses på opspændingskanterne.

At spænde lærredet op på en blændramme (kileramme) eller blindramme (fast ramme).

En teknik, der anvender synligt lys og linser til at forstørre og undersøge maleriets overflade og struktur. Når teknikken bruges til at undersøge tværsnit af farveprøver gør optisk mikroskopi det muligt at nærstudere maleriets stratigrafi (lagstruktur) og pigmentpartikler. Teknikken bruges ofte sammen med forskellige belysningstyper, såsom mørkefelt og UV-fluorescens, for at forbedre analysen.

Optørringsrevner er en særlig form for revnedannelser der kan opstå i maleriets overflade hvis det øverste farvelag tørrer hurtigere end laget under, eller hvis der er brugt for meget bindemiddel. Denne type revner opstår oftest umiddelbart efter maleriet er færdig og mens farvelagene tørrer, hvorimod ældningsrevner udvikler sig over længere tid.

Et afsluttende, transparent lag – typisk en fernis af naturlige eller syntetiske materialer – der kan påføres som en tynd overfladecoating oven på det tørre farvelag for at beskytte værket mod støv, snavs og mekaniske skader. Ud over at yde beskyttelse mætter fernislaget farverne og skaber en ensartet glans. Over tid kan dette lag gulne eller nedbrydes. I 1600-tallet var det almindelig praksis at fernisere oliemalerier. I Hammershøis tid blev oliemalerier dog ikke altid ferniseret, og vi ved, at Hammershøi nogle gange bevidst valgte at lade sine værker stå uferniserede.

Skumring eller overskumring er en maleteknik, hvor et lag maling påføres oven på et tørt farvelag, således at dele af det underliggende farvelag stadig kan ses igennem det nye. Det øverste lag påføres med en tør pensel i en brudt eller ujævn bevægelse frem for glatte strøg. Teknikken ændrer eller udnytter den underliggende farve uden helt at dække den og skaber derved en flimrende, changerende effekt.

Panamavævning er en variation af lærredsvævningen, hvor to eller flere kæde- og skudtråde væves sammen i grupper i stedet for én ad gangen.

Kemisk symbol for grundstoffet bly.

I det 19. og 20. århundrede stemplede eller trykte forhandlere af kunstnerartikler undertiden deres logo eller navn på bagsiden af lærreder og blændrammer. Sådanne mærker kan hjælpe konservatorer og kunsthistorikere med at identificere forhandlerne samt fastslå, hvor og hvornår materialerne blev produceret og solgt.

Et kunstværks proveniens er et begreb, der henviser til oplysninger om værkets oprindelse, historie og ejerskabsforhold gennem tiden. Kendskab til et værks proveniens er en vigtig faktor i vurderingen af dets autenticitet eller ægthed.

Prydrammen tjener både et beskyttende og et æstetisk formål. Den kan være original, altså samtidig med værket, eller tilføjet senere. Historiske prydrammer kan give værdifulde oplysninger om værkets proveniens, ofte via påskrifter, mærkater eller stempler på bagsiden.

pXRF (punkt-røntgenfluorescens spektroskopi) er en punktbaseret, ikke-destruktiv analyseteknik, der identificerer de grundstoffer, der er til stede i et lille område på overfladen af et maleri. Teknikken bruges ofte til at bestemme den kemiske sammensætning af specifikke steder på en malet overflade.

UV-R-UV er en betegnelse for reflekteret ultraviolet fluorescens. Med denne teknik belyses maleriet med reflekteret UV-stråling (300–400 nm). Teknikken kan vise overfladefænomener såsom fernis og andre overfladematerialer.

Ved røntgenfotografering trænger røntgenstrålerne igennem farvelagene og det bærende underlag. Tungmetalholdige materialer, såsom blyholdige pigmenter, absorberer flere røntgenstråler og fremstår lysere på billedet, mens pigmenter og materialer af lettere grundstoffer fremstår mørkere. Dette gør det muligt at afsløre skjulte detaljer såsom ændringer i kompositionen (pentimenti), underliggende skitser, skader eller restaureringer. Røntgenoptagelsen laves ved at rette røntgenstråler mod maleriet og registrere den transmitterede stråling på en detektor eller billedplade placeret bagved værket. Røntgenbilledets udseende afgøres af, hvilken radio-opacitet de anvendte materialer i maleriet har (densitet og tykkelse). Røntgenbilleder af lærredsmalerier kan også bruges til at lave trådtælling og weave-maps.

SEM-EDXS (scanningelektronmikroskopi kombineret med energidispersiv røntgenspektroskopi) er en analysemetode, der giver meget detaljerede billeder på mikroskopisk niveau samtidig med, at den bestemmer sammensætningen af grundstoffer i en prøve. Metoden bruges især til at studere stratigrafien i farvesnit i meget lille skala, til at identificere den kemiske opbygning af pigmenter, fyldstoffer og nedbrydningsprodukter, samt til at påvise sporelementer, der kan indikere bestemte materialer. I EDXS- og XRF-analyser refererer K, L og M til elektronskaller i et atom. Når en elektron fra en højere skal falder ned for at udfylde en ledig plads i en lavere skal, frigives energi i form af røntgenstråling, der er unik for hvert enkelt grundstof. Spektrallinjen navngives efter den skal (K, L eller M), der modtager elektronen. Ved at måle disse røntgenemissioner kan man identificere grundstofferne i den givne prøve eller genstand. I SEM-EDXS bliver blyets L-linje (Pb L) automatisk mærket som ”Pb” af softwaren, mens blyets M-linje (Pb M) skal tilføjes manuelt. Når den tilføjes, mærkes den som ”F1”, og grundstofbilledet for Pb M vises derfor med denne generiske betegnelse, selv om billedteksten angiver, at de repræsenterer Pb M-linjen.

Kemisk symbol for grundstoffet silicium.

I sidelys (VISr-R-VIS) belyses værket med synligt lys i en vinkel på 30° fra venstre side, hvilket fremhæver værkets overfladestruktur og kan tydeliggøre kompostionsændringer og andre fænomener, som har med værkets tilblivelse at gøre. Farvegengivelsen i denne type optagelser er ikke repræsentativ, idet værket er underbelyst i den ene side.

Spændguirlander betegner bølgeformede deformationer langs kanterne af et lærredsmaleri. Spændguirlander opstår typisk, når et lærred grunderes, mens det er opspændt med snore på en midlertidig arbejdsramme. Spændguirlander kan være primære eller sekundære, afhængigt af hvornår deformationerne er opstået.

En spændramme er en fast træramme, hvorpå lærredet opspændes og fastgøres. Rammen kan ikke udvides eller på anden vis justeres, når lærredet først er monteret.

Standardformater for malerier er et system, der går tilbage til midten af 1700-tallet. Her fandtes der faste formater for de opspændte lærreder, som blev solgt hos farvehandlerne. De tre hovedkategorier – portræt, landskab og marine – havde hver deres række af faste standardformater, nummereret fortløbende efter størrelse.

Surveynumre henviser til Alfred Bramsens katalog fra 1918. Dette katalog omfatter 377 værker af Hammershøi, mens malerier, der ikke er inkluderet i Bramsens katalog, har fået nye ViHDA-surveynumre startende fra nummer 378. Der bliver fortsat opdaget nye værker – som Bramsen ikke kendte – hvilket udvider det kendte omfang af Hammershøis samlede oeuvre.

I tangentiallys (VISt-R-VIS) belyses værket med synligt lys i en vinkel på 5-10° fra venstre side, hvilket fremhæver værkets overfladestruktur og kan tydeliggøre kompostionsændringer og andre fænomener, som har med værkets tilblivelse at gøre. Farvegengivelsen i denne type optagelser er ikke repræsentativ, idet værket er stærkt underbelyst i den ene side.

En tap- og slidssamling er en træsamling, der bruges til at forbinde to stykker træ, typisk i en ret vinkel. Slidsen er et rektangulært hul skåret i det ene stykke træ, mens tappen er enden af det andet stykke, formet til at passe ind i slidsen.

Trådtælling udføres på røntgenbilleder af lærredsmalerier med det formål at udarbejde kort over lærredets vævning, såkaldte weave-maps. Disse kort anvendes til at analysere lærredets struktur og til at sammenligne lærreder, der er brugt i forskellige malerier. En sammenligning mellem disse weave-maps kan i visse tilfælde afsløre, om to eller flere lærredsstykker stammer fra den samme rulle, og dermed give indsigt i, hvor og hvornår et maleri er blevet udført.

Trådtællingen foretages på røntgenbilleder i høj opløsning, hvor de enkelte kæde- og skudtråde fremstår som lyse og mørke linjer. Ved at tælle antallet af tråde pr. centimeter i begge retninger kan man visualisere lærredets tæthed og vævemønster i et weave-map. Både trådtællingen og kortlægningen af vævningen udføres ved hjælp af specialiseret software.

I visse tilfælde kan en præcis trådtælling være vanskelig at udføre, for eksempel hvis grunderingen, på grund af dens sammensætning, ikke absorberer røntgenstrålingen i tilstrækkelig grad.

UV-A betegner nær-ultraviolet lys med bølgelængder på cirka 320–400 nm. I optisk mikroskopi anvendes UV-A-lys ofte som excitationskilde til at fremkalde fluorescens i en prøve.

UV-FC står for ultraviolet falskfarve. Det er en billedteknik, hvor et fotografi taget med ultraviolet belysning kombineres med et almindeligt farvefotografi, så der dannes et sammensat billede. Ved at tildele de ultraviolet-reflekterede signaler kunstige farver kan man afsløre forskelle i pigmenter og materialer, som ikke er synlige i normalt lys. Optagelsen laves typisk med et kamera, der kan opfange UV-stråling, samt passende filtre, hvorefter de forskellige spektralområder kombineres digitalt.

UV-I3 er en betegnelse for et specifikt fluorescensfiltersæt, som blandt andet anvendes i Leica-mikroskoper. Sættet benytter normalt excitation med nær-ultraviolet lys (omkring 320–400 nm) og omfatter et filter, der blokerer det reflekterede UV-lys, men tillader synlig fluorescens (typisk over 425 nm) at passere, så den kan observeres.

UV-R-UV henviser til reflekteret ultraviolet fluorescens. Med denne teknik belyses maleriet med reflekteret UV-stråling (300–400 nm). Teknikken kan vise overfladefænomener såsom fernis og andre overfladematerialer.

Undermalingen er et indledende farvelag, der ligger mellem undertegningen og de endelige farvelag og fungerer som udgangspunkt for den videre opbygning af motivet. Den udføres ofte i en monokrom palet som klangbund for kompositionens endelige fremstilling.

Undertegningen er en skitse, der påføres direkte på grunderingen for at angive konturerne af kompositionen, eller dele af den, inden farvelagene påføres. Disse tegninger er ofte usynlige for det blotte øje, men kan iagttages ved hjælp af infrarødt lys (IRR og IR-R-IR). Undertegningen kan give værdifuld indsigt i kunstnerens arbejdsproces og planlægning og kan vise, hvordan kompositionen har udviklet sig frem mod det færdige maleri.

VIS-L-UV står for ultravioletinduceret visuel luminescens. Det er en teknik, hvor et maleriet belyses med ultraviolet lys (365 nm), som får visse materialer i overfladen til at udsende fluorescerende lys i det synlige spektrum (400-700nm). I modsætning hertil vil områder, der ikke reagerer på ultraviolet stråling, absorbere det og se mørke ud. Teknikken kan på den måde afsløre fernis, retoucheringer, bindemidler og overmalinger, der ikke altid er synlige under normalt lys. VIS-L-UV er i særdeleshed velegnet til at afsløre overmalinger, som ofte vil fremstå som mørke partier, når de har en vis alder.

VIS-R-VIS betyder reflekteret synligt lys og er det samme som almindelig fotografering. Optagelsen foretages i symmetrisk lys, der falder ind med 30° fra begge sider. Her registreres det reflekterede lys i den synlige del af det elektromagnetiske spektrum, når værket belyses med synligt lys. Billedet viser, hvad man ser med det blotte øje. Optagelser, der udføres i symmetrisk synligt lys, har til formål at dokumentere maleriets fysiske egenskaber nøjagtigt på optagelsestidspunktet snarere end at gengive dets æstetiske fremtoning.

VISr-R-VIS refererer til sidelys. Værket belyses med synligt lys i vinkel på 30° fra venstre siden, hvilket fremhæver værkets overfladestruktur og kan tydeliggøre kompostionsændringer og andre fænomener som har med værkets tilblivelse at gøre. Farvegengivelsen i denne type optagelser er ikke repræsentativ, idet værket er underbelyst i den ene side.

VISt-R-VIS refererer til tangentiallys. Værket belyses med synligt lys i en vinkel på 5-10° fra venstre side, hvilket fremhæver værkets overfladestruktur og kan tydeliggøre kompostionsændringer og andre fænomener, som har med værkets tilblivelse at gøre. Farvegengivelsen i denne type optagelser er ikke repræsentativ, idet værket er stærkt underbelyst i den højre side.

Litteraturhenvisning: Vad, Poul, Hammershøi. Værk og liv, København: Gyldendal 1988.

Trådtælling udføres på røntgenbilleder af lærredsmalerier med det formål at udarbejde kort over lærredets vævning, såkaldte weave-maps. Disse kort anvendes til at analysere lærredets struktur og til at sammenligne lærreder, der er brugt i forskellige malerier. En sammenligning mellem disse weave-maps kan i visse tilfælde afsløre, om to eller flere lærredsstykker stammer fra den samme rulle, og dermed give indsigt i, hvor og hvornår et maleri er blevet udført.

Trådtællingen foretages på røntgenbilleder i høj opløsning, hvor de enkelte kæde- og skudtråde fremstår som lyse og mørke linjer. Ved at tælle antallet af tråde pr. centimeter i begge retninger kan man visualisere lærredets tæthed og vævemønster i et weave-map. Både trådtællingen og kortlægningen af vævningen udføres ved hjælp af specialiseret software.

I visse tilfælde kan en præcis trådtælling være vanskelig at udføre, for eksempel hvis grunderingen, på grund af dens sammensætning, ikke absorberer røntgenstrålingen i tilstrækkelig grad.

Ved røntgenfotografering trænger røntgenstrålerne igennem farvelagene og det bærende underlag. Tungmetalholdige materialer, som blyholdige pigmenter, absorberer flere røntgenstråler og fremstår lysere på billedet, mens pigmenter og materialer af lettere grundstoffer fremstår mørkere. Dette gør det muligt at afsløre skjulte detaljer såsom ændringer i kompositionen (pentimenti), underliggende skitser, skader eller restaureringer. Røntgenoptagelsen laves ved at rette røntgenstråler mod maleriet og registrere den transmitterede stråling på en detektor eller billedplade placeret bagved værket. Røntgenbilledets udsende afgøres af hvilken radio-opacitet de anvendte materialer i maleriet har (densitet og tykkelse). Røntgenbilleder af lærreds¬malerier kan også bruges til at lave trådtælling og weave-maps.

Kemisk symbol for grundstoffet zink.

Ægkanten er den vævede, forstærkede kant langs siderne af et lærredsstykke, som forhindrer stoffet i at trevle.