I denne del finder du en detaljeret beskrivelse af maleriet. Beskrivelserne bygger på grundige visuelle undersøgelser udført af en malerikonservator.
Oversigt
Bærende underlag
Et maleris bærende underlag er det materiale, hvorpå grunderingen og farvelagene påføres. Gennem tiden har kunstnere anvendt mange forskellige materialer som bærende underlag, såsom lærred, træ, kobberplader, pap og papir. Valget af bærende underlag påvirker maleriets tekstur og aldring, og kan give værdifulde oplysninger om værkets oprindelse, teknik og historiske kontekst.
Et industrielt fremstillet lærred med en let åben vævning og tynde, lidt uensartede tråde.
Blændramme
En blændramme er en træramme, der bruges til at opspænde og fastgøre et lærred. Den er typisk konstrueret med samlinger, der kan udvides og små trækiler, der gør det muligt at justere opspændingen over tid for at forhindre, at lærredet bliver slapt som følge af ældning eller ændringer i luftfugtigheden. I modsætning hertil er en spændramme en træramme, der ikke giver mulighed for at justere lærredet, når først det er spændt op.
Tap og slids med rektangulære hjørnebakker
På højre rammedel, set fra bagsiden, er skrevet med blåt farvekridt: '629' og et stjerneformet (*) mærke. I øverste venstre hjørne står med blåt farvekridt: '8 a'. På den øverste rammedel er skrevet med blyant: 'Strandgade 30 II'.
Opspænding
Grundering
Grunderingen er et lag, der påføres direkte på det bærende underlag for at skabe en jævn overflade at male på. Grunderingen er typisk opak og ensfarvet og danner et neutralt udgangspunkt for påføringen af de efterfølgende farvelag og det færdige maleris udtryk. Grunderingens sammensætning kan variere alt efter hvilket materiale det bærende underlag består af, samt den historiske periode og geografiske kontekst, værket er skabt i. Hammershøi malede typisk på hvide og industrielt grunderede lærreder.
Undertegning
Undertegningen er en skitse, der påføres direkte på grunderingen for at angive konturerne af kompositionen, inden farvelagene påføres. Disse tegninger er ofte usynlige for det blotte øje, men kan iagttages ved hjælp af infrarødt lys (IRR og IR-R-IR) hvis de er udført med et kulholdigt materiale på en lys grundering. Undertegningen kan give værdifuld indsigt i kunstnerens arbejdsproces og planlægning og kan vise, hvordan kompositionen har udviklet sig frem mod det færdige maleri.
Tynde linjer af undertegning er synlige i hele maleriet gennem det ultratynde farvelag. Derudover fremstår undertegningen mange steder blottet. Langs kanterne ses streger der afgrænser kompositionen.
Undermaling
Undermalingen er et indledende farvelag, der ligger mellem undertegningen og de endelige farvelag og fungerer som udgangspunkt for den videre opbygning af motivet. Den udføres ofte i en monokrom palet som klangbund for kompositionens endelige fremstilling.
Langs den nederste kant er en brunlig-grå zone af spredte penselstrøg, der strækker sig ud på ombukningskanten. Denne er ikke undermaling, men derimod det øverste farvelag som er misfarvet, hvor det er dækket af rammen.
Farvelag
Farvelag påføres oven på grunderingen og består af pigmenter eller farvestoffer blandet med et bindemiddel. Gennem historien har kunstnere brugt forskellige typer bindemidler. I middelalderen blev æggeblomme brugt i temperamaleri til altertavler, mens olie blev det foretrukne medium i renæssancen. I moderne tid anvendes også syntetiske bindemidler, som dem man finder i akrylmaling. På Hammershøis tid malede kunstnerne fortrinsvis med oliefarve. Farvelaget skaber maleriets synlige motiv og kan være opbygget i flere lag for at skabe forskellige virkninger i både nuancer, tekstur, dybde og transparens.
Et tyndt påført farvelag med en simpel lagvis opbygning, som hovedsageligt består af et enkelt lag.
De enkelte farvefelter i kompositionen blev udfyldt separat i overensstemmelse med undertegningen. Den primære maleteknik er korte, tydelige penselstrøg af fortyndet farve uden noget videre forsøg på at blande tonrene, og med grunderingens farve synlig mange steder. Der blev brugt meget korte, lodrette penselstrøg i de mørkere dele af de røde vægpaneler, mens de lysere brædder derimellem blev malet i længere strøg i længderetningen. Penselstrøgenes retning er mere tilfældig i gulvet og loftet, dog med en tendens til en diagonal orientering af strøgene i gulvet.
Signaturen blev udført i en lasurlignende, tynd farve, som potentielt indeholder harpiks, da farven har en vis flourescens i UV-lys.
Fernis
En fernis kan påføres som et afsluttende, transparent lag oven på det tørre farvelag for at beskytte værket mod støv, snavs og mekaniske skader. Ud over at yde beskyttelse mætter fernislaget farverne og skaber en ensartet glans. Over tid kan dette lag gulne eller nedbrydes. Indtil 1900-tallet var det almindelig praksis at fernisere oliemalerier. I Hammershøis tid blev oliemalerier dog ikke altid ferniseret, og vi ved, at Hammershøi i nogle tilfælde bevidst valgte at lade sine værker stå uferniserede.
Den lokale fremkomst af fluorescens er højst sandsynligt relateret til rester af en tidligere, delvist fjernet fernis under den nuværende overfladebehandling.
Prydramme
Prydrammen tjener både et beskyttende og et æstetisk formål. Den kan være original, altså samtidig med værket, eller tilføjet senere. Historiske prydrammer kan give værdifulde oplysninger om værkets proveniens, ofte via påskrifter, mærkater eller stempler på bagsiden.
Et mærkat på bagsiden af prydrammen bærer den trykte forgyldte indskrift 'Johs. Larsen', hvilket indikerer, at rammen tidligere har tilhørt et andet maleri.
Multispektral imaging refererer til billeddannelsesteknikker, der registrerer billeder af et kunstværk ved forskellige bølgelængder i det elektromagnetiske spektrum – f.eks. ultraviolet, synligt og infrarødt lys, samt røntgenstråler. Optagelserne kan afsløre eller fremhæve detaljer, der ikke er synlige for det blotte øje, og kan dermed give nye værdifulde oplysninger om et kunstværk – blandt andet om de materialer, der er brugt, tilstedeværelsen af evt. undertegninger og skjulte lag, ændringer foretaget af kunstneren selv samt spor af tidligere konserveringer.
Multispektral imaging
Klik på et af billederne nedenfor for at udforske maleriet ved at sammenligne forskellige billedtyper med et avanceret billedvisningsværktøj. For at sikre nøjagtig visuel sammenligning i visningen er der foretaget en præcis billedregistrering. Hvis billederne nedenfor fremstår let forvrængede, skyldes det denne registreringsproces, som sikrer, at de forskellige billeder kan sammenlignes nøjagtigt i billedviseren.
Weave maps
Weave maps kortlægger et givent lærreds vævning, baseret på trådtælling, der udføres på røntgenoptagelser af lærredsmalerier. Weave maps anvendes til at analysere lærredets struktur og til at sammenligne lærreder, der er brugt i forskellige malerier. En sammenligning mellem weave maps kan i visse tilfælde afgøre, om to eller flere lærredsstykker stammer fra den samme rulle, og dermed bidrage med oplysninger om, hvor og hvornår et maleri er blevet udført.
En omfattende forståelse af de materialer og teknikker, der er benyttet i et givent maleri, kræver som regel, at man kombinerer flere analytiske metoder i undersøgelsen af et værk. Materialeanalyser kan give værdifuld information om de pigmenter, farvestoffer og bindemidler, der er anvendt i et givent kunstværk. Nogle teknikker er ikke-invasive, dvs. de kræver ikke berøring af værket, mens andre indebærer, at man udtager en lille prøve. Analyser af grundstofsammensætningen foretaget ved hjælp af MA-XRF er blevet brugt til at identificere pigmenter, mens SEM-EDXS har givet indsigt i maleriernes grunderinger. I udvalgte tilfælde er teknikkerne FORS og FTIR ligeledes blevet anvendt til at identificere organiske forbindelser.
MA-XRF
MA-XRF er en analyseteknik, der scanner et maleri for at kortlægge fordelingen af kemiske grundstoffer i værket. Metoden gør det muligt at visualisere pigmenternes sammensætning på tværs af overfladen og kan afsløre skjulte lag eller eventuelle ændringer, der måtte være foretaget af kunstneren selv eller ved tidligere konserveringer.
Klik på et af billederne nedenfor for at udforske maleriet ved at sammenligne forskellige billedtyper med et avanceret billedvisningsværktøj. For at sikre nøjagtig visuel sammenligning i visningen er der foretaget en præcis billedregistrering. Hvis billederne nedenfor fremstår let forvrængede, skyldes det denne registreringsproces, som sikrer, at de forskellige billeder kan sammenlignes nøjagtigt i billedviseren.
Resultater
Dette afsnit præsenterer kommentarer og noter vedrørende maleriets kunsthistoriske kontekst, herunder dets proveniens og dets relation til andre værker af Hammershøi baseret på deres historie og motiver. Når denne kontekstuelle tilgang kombineres med tekniske analyser, kan den inspirere til videre forskning i grupper af malerier, der muligvis er forbundet gennem tid, sted, komposition eller materialer.
Beskrivelse fra Bramsens katalog
Interiør med stue i Louis -Seize-stil, Rahbeks Allé 26.
Referencer, kilder og noter
Maleriet viser en stue i Vilhelm og Ida Hammershøis første fælles bolig på Ny Bakkehus, Rahbeks Allé 26 på Frederiksberg. Huset eksisterer ikke længere, men selve væggene, som her er afbildet af Hammershøi, er bevaret i Designmuseum Danmarks samling i København. Der er et beslægtet maleri i Göteborg Konstmuseum, der viser et nærbillede af hjørnet af rummet (Bramsen (1918) nr. 138) og en lignende komposition i Den Hirschsprungske Samling, survey nr. 151. jf. Hvidt og Oelsner, 2018, s. 118-121.
Bemærkninger
I Hammershøis gengivelse af bestemte rum har han ofte fokus på hjørnerne. Som i dette tilfælde, hvor perspektivet forsvinder ind i rummets hjørne, hvilket giver en masse plads til gulvet og gør hjørnet til et slags endestation for blikket.
Billeder/Filer
Alle billeder og filer relateret til dette maleri er angivet nedenfor. Du kan vælge at downloade hele samlingen eller udvælge specifikke filer efter behov.
Bærende underlag
Farvelag
Multispektral imaging
Weave maps
MA-XRF
Har du et spørgsmål, eller ligger du inde med yderligere viden om dette kunstværk? Så send en mail til vihda@smk.dk