I denne del finder du en detaljeret beskrivelse af maleriet. Beskrivelserne bygger på grundige visuelle undersøgelser udført af en malerikonservator.
Oversigt
Bærende underlag
Et maleris bærende underlag er det materiale, hvorpå grunderingen og farvelagene påføres. Gennem tiden har kunstnere anvendt mange forskellige materialer som bærende underlag, såsom lærred, træ, kobberplader, pap og papir. Valget af bærende underlag påvirker maleriets tekstur og aldring, og kan give værdifulde oplysninger om værkets oprindelse, teknik og historiske kontekst.
Et industrielt fremstillet lærred med en temmelig grov, åben vævning og uregelmæssige tråde og knuder.
Blændramme
En blændramme er en træramme, der bruges til at opspænde og fastgøre et lærred. Den er typisk konstrueret med samlinger, der kan udvides og små trækiler, der gør det muligt at justere opspændingen over tid for at forhindre, at lærredet bliver slapt som følge af ældning eller ændringer i luftfugtigheden. I modsætning hertil er en spændramme en træramme, der ikke giver mulighed for at justere lærredet, når først det er spændt op.
Tap og slids med rektangulære hjørnebakker
Blændrammens format matcher standardstørrelsen 'Figur, nr. 8' (roteret 90 grader) i kataloget fra Lefranc & Cie c. 1863 og Bourgeois aîné, 1888. I kataloget 1893 fra Kultorvets Farvehandel, hvor blændrammen er købt (efter leverandørens stempel at dømme) er størrelsen dog anført som nr. 13. På den øverste rammedel er en inskription med blå kuglepen: 'Birgitte H. Simonesen'. På den nederste rammedel er en inskription med brunt blæk: 'Vilh. Hammershøi: ("Solblink") paa Gentofte Sø. 1903. Kunstforeningens Hammershøi -Udstilling 1916. 2den Afdeling. Nr. 27'.
I nederste højre hjørne er med blyant (indtegnet i en cirkel): '1451/680'.
Opspænding
Grundering
Grunderingen er et lag, der påføres direkte på det bærende underlag for at skabe en jævn overflade at male på. Grunderingen er typisk opak og ensfarvet og danner et neutralt udgangspunkt for påføringen af de efterfølgende farvelag og det færdige maleris udtryk. Grunderingens sammensætning kan variere alt efter hvilket materiale det bærende underlag består af, samt den historiske periode og geografiske kontekst, værket er skabt i. Hammershøi malede typisk på hvide og industrielt grunderede lærreder.
Et gennemsigtigt mørkegult lag med en intens orange UV-fluorescens ses på den nederste ombukningskant. Kan det være et isolerende lag oven på undertegningen, påført for at undgå afsmitning af det sorte pigment, eller alternativt, et lag der havde til hensigt at styrke farvelagets vedhæftning til den mættede grundering?
Undertegning
Undertegningen er en skitse, der påføres direkte på grunderingen for at angive konturerne af kompositionen, inden farvelagene påføres. Disse tegninger er ofte usynlige for det blotte øje, men kan iagttages ved hjælp af infrarødt lys (IRR og IR-R-IR) hvis de er udført med et kulholdigt materiale på en lys grundering. Undertegningen kan give værdifuld indsigt i kunstnerens arbejdsproces og planlægning og kan vise, hvordan kompositionen har udviklet sig frem mod det færdige maleri.
En sort streg i blyant eller farveblyant, der afgrænser kompositionen, findes på ombukningskanterne. Vandrette linjer markerer landskabet og vejen. Derudover løber en vandret linje langs trætoppene fra side til side. Omridsene i stuehuset og de enkelte træers stammer og grene er også skitseret i undertegningen.
Undermaling
Undermalingen er et indledende farvelag, der ligger mellem undertegningen og de endelige farvelag og fungerer som udgangspunkt for den videre opbygning af motivet. Den udføres ofte i en monokrom palet som klangbund for kompositionens endelige fremstilling.
Farvelag
Farvelag påføres oven på grunderingen og består af pigmenter eller farvestoffer blandet med et bindemiddel. Gennem historien har kunstnere brugt forskellige typer bindemidler. I middelalderen blev æggeblomme brugt i temperamaleri til altertavler, mens olie blev det foretrukne medium i renæssancen. I moderne tid anvendes også syntetiske bindemidler, som dem man finder i akrylmaling. På Hammershøis tid malede kunstnerne fortrinsvis med oliefarve. Farvelaget skaber maleriets synlige motiv og kan være opbygget i flere lag for at skabe forskellige virkninger i både nuancer, tekstur, dybde og transparens.
Et ret tyndt farvelag, påført vådt-i-vådt med kun let pastositet.
Farvelaget er påført med et åbent penselarbejde lokalt, hvilket lader grunderingen og undermalingslagene være synlige i flere områder af vandet, sivene og vejen i det fjerne.
De ret lange penselstrøg på himlen og jorden er vandrette, mens vandet er gengivet med kortere vandrette strøg. Penselarbejdet er mere differentieret i træerne og i sivene, hvor de er tilpasset de individuelle former i disse områder.
Fernis
En fernis kan påføres som et afsluttende, transparent lag oven på det tørre farvelag for at beskytte værket mod støv, snavs og mekaniske skader. Ud over at yde beskyttelse mætter fernislaget farverne og skaber en ensartet glans. Over tid kan dette lag gulne eller nedbrydes. Indtil 1900-tallet var det almindelig praksis at fernisere oliemalerier. I Hammershøis tid blev oliemalerier dog ikke altid ferniseret, og vi ved, at Hammershøi i nogle tilfælde bevidst valgte at lade sine værker stå uferniserede.
Prydramme
Prydrammen tjener både et beskyttende og et æstetisk formål. Den kan være original, altså samtidig med værket, eller tilføjet senere. Historiske prydrammer kan give værdifulde oplysninger om værkets proveniens, ofte via påskrifter, mærkater eller stempler på bagsiden.
Der er et par auktions- og ejermærkater på rammens bagside.
Multispektral imaging refererer til billeddannelsesteknikker, der registrerer billeder af et kunstværk ved forskellige bølgelængder i det elektromagnetiske spektrum – f.eks. ultraviolet, synligt og infrarødt lys, samt røntgenstråler. Optagelserne kan afsløre eller fremhæve detaljer, der ikke er synlige for det blotte øje, og kan dermed give nye værdifulde oplysninger om et kunstværk – blandt andet om de materialer, der er brugt, tilstedeværelsen af evt. undertegninger og skjulte lag, ændringer foretaget af kunstneren selv samt spor af tidligere konserveringer.
Multispektral imaging
Klik på et af billederne nedenfor for at udforske maleriet ved at sammenligne forskellige billedtyper med et avanceret billedvisningsværktøj. For at sikre nøjagtig visuel sammenligning i visningen er der foretaget en præcis billedregistrering. Hvis billederne nedenfor fremstår let forvrængede, skyldes det denne registreringsproces, som sikrer, at de forskellige billeder kan sammenlignes nøjagtigt i billedviseren.
Weave maps
Weave maps kortlægger et givent lærreds vævning, baseret på trådtælling, der udføres på røntgenoptagelser af lærredsmalerier. Weave maps anvendes til at analysere lærredets struktur og til at sammenligne lærreder, der er brugt i forskellige malerier. En sammenligning mellem weave maps kan i visse tilfælde afgøre, om to eller flere lærredsstykker stammer fra den samme rulle, og dermed bidrage med oplysninger om, hvor og hvornår et maleri er blevet udført.
En omfattende forståelse af de materialer og teknikker, der er benyttet i et givent maleri, kræver som regel, at man kombinerer flere analytiske metoder i undersøgelsen af et værk. Materialeanalyser kan give værdifuld information om de pigmenter, farvestoffer og bindemidler, der er anvendt i et givent kunstværk. Nogle teknikker er ikke-invasive, dvs. de kræver ikke berøring af værket, mens andre indebærer, at man udtager en lille prøve. Analyser af grundstofsammensætningen foretaget ved hjælp af MA-XRF er blevet brugt til at identificere pigmenter, mens SEM-EDXS har givet indsigt i maleriernes grunderinger. I udvalgte tilfælde er teknikkerne FORS og FTIR ligeledes blevet anvendt til at identificere organiske forbindelser.
MA-XRF
MA-XRF er en analyseteknik, der scanner et maleri for at kortlægge fordelingen af kemiske grundstoffer i værket. Metoden gør det muligt at visualisere pigmenternes sammensætning på tværs af overfladen og kan afsløre skjulte lag eller eventuelle ændringer, der måtte være foretaget af kunstneren selv eller ved tidligere konserveringer.
Klik på et af billederne nedenfor for at udforske maleriet ved at sammenligne forskellige billedtyper med et avanceret billedvisningsværktøj. For at sikre nøjagtig visuel sammenligning i visningen er der foretaget en præcis billedregistrering. Hvis billederne nedenfor fremstår let forvrængede, skyldes det denne registreringsproces, som sikrer, at de forskellige billeder kan sammenlignes nøjagtigt i billedviseren.
Resultater
Optisk mikroskopi
Optisk mikroskopi anvender synligt lys og linser til at forstørre og undersøge maleriets overflade og strukturer. Når teknikken bruges til at undersøge tværsnit af farveprøver gør optisk mikroskopi det muligt at nærstudere maleriets stratigrafi (lagstruktur) og pigmentpartikler. Teknikken anvendes ofte sammen med forskellige belysningstyper, såsom mørkefelt og UV-fluorescens, for at forbedre analysen. Lag nummer 1 under resultater nedenfor henviser til det nederste lag i farvesnittet.
SEM-EDXS
SEM-EDXS er en analysemetode, der giver meget detaljerede billeder på mikroskopisk niveau samtidig med, at den bestemmer sammensætningen af grundstoffer i en prøve. Metoden bruges især til at studere stratigrafien i farvesnit i meget lille skala, til at identificere den kemiske opbygning af pigmenter, fyldstoffer og nedbrydningsprodukter, samt til at påvise sporelementer, der kan indikere bestemte materialer. Nedenfor henviser grundstofferne angivet i parentes til grundstoffer, hvis relative forekomst er under 10 % af det samlede signal. Grundstofbilledet F1 herunder repræsenterer Pb M-linjen. Læs mere om dette under SEM-EDXS i ordlisten.
Resultater
Dette afsnit præsenterer kommentarer og noter vedrørende maleriets kunsthistoriske kontekst, herunder dets proveniens og dets relation til andre værker af Hammershøi baseret på deres historie og motiver. Når denne kontekstuelle tilgang kombineres med tekniske analyser, kan den inspirere til videre forskning i grupper af malerier, der muligvis er forbundet gennem tid, sted, komposition eller materialer.
Beskrivelse fra Bramsens katalog
I Bramsen (1918) s.101 beskrevet som følger: LANDSKAB. Forarbejde til Nr. 241 „Solregn". I baggrunden skimtes — mellem Vejens Træer — en straatækt Gaard.
Konserveringsdokumentation
En rød mærkat på blændrammen med påskriften "Rens Raft" indikerer, at maleriet tidligere er renset af konservator Karen eller Adam Raft.
Proveniens
Ifølge Bramsen (1918) s. 101 var ejeren dengang Dr. Med. Psykiater E. Brünniche (gift med Ellen Hirschsprung, datter af kunstsamlerne Heinrich og Pauline Hirschsprung)
Bemærkninger
I sommeren 1903 opholdt Hammershøi sig en periode i den lille by Gentofte nord for København, hvor han malede nogle bemærkelsesværdige udsigter over Gentofte Sø, jf. Hvidt og Oelsner, 2018, s. 206-207. Hammershøi havde tidligere malet motiver med baggrundens trærækker i samme område, da han malede Kongevejen/nu Jægersbog Alle i 1892. Et af malerierne i denne serie tilhører Davids Samling, inv. Nr. B 7/2016.
Billeder/Filer
Alle billeder og filer relateret til dette maleri er angivet nedenfor. Du kan vælge at downloade hele samlingen eller udvælge specifikke filer efter behov.
Bærende underlag
Blændramme
Undertegning
Undermaling
Farvelag
Multispektral imaging
Weave maps
MA-XRF
Optisk mikroskopi
SEM-EDXS
Har du et spørgsmål, eller ligger du inde med yderligere viden om dette kunstværk? Så send en mail til vihda@smk.dk